Gå til indhold

Værd at vide om øjne og syn

Et godt syn er vigtigt for at leve livet fuldt ud. Derfor skal du give dine øjne den opmærksomhed, de fortjener, og holde øje med, om noget i dit syn forandrer sig.

Oejenkampagne Cover Uden Tekst 1500X600

Din vigtigste sans 

Størsteparten af alle de sanseindtryk, du modtager – hele 80 % – kommer ind via øjnene. Uden et velfungerende syn bliver det meget sværere at orientere sig, både helt bogstaveligt og når vi skal kommunikere med andre mennesker omkring os. Et godt syn har med andre ord stor betydning for en god livskvalitet. Her på siden kan du læse om almindelige udfordringer med øjne og syn og hvordan du bedst passer på dine øjne, så de kan passe på dig – hele livet.

 

Øje Forfra
Tværsnit Øje

Det fantastiske øje

Et øje vejer kun 7,5 g og er 2,5 cm i diameter. Alligevel består det af mere end to millioner enkeltdele, som arbejder sammen på en utroligt kompleks måde. Når vi kigger på et øje udefra, ser vi den hvide senehinde, den farvede regnbuehinde og den sorte pupil, som faktisk er et hul i regnbuehinden, hvor lyset kommer ind i øjet. Pupillen kan lukke mere eller mindre lys ind i øjet ved at regnbuehindens muskler åbner eller lukker pupillen, alt efter hvor meget lys der er i omgivelserne. Uden på regnbuehinden og pupillen ligger hornhinden, som dels hjælper med at bryde lyset og dels beskytter resten af øjet mod bakterier og fremmedlegemer.
 
Inde i øjet, lige på den anden side af regnbuehinden, sidder den gennemsigtige linse, der ændrer form, når vi skal fokusere vores syn på forskellige afstande. Øjets inderste lag er nethinden, som er et helt kapitel for sig, men kort fortalt er det nethindens lysfølsomme celler, der omdanner det lys, som er passeret gennem linsen, til elektriske signaler. Signalerne sendes videre gennem synsnerven til hjernen, som skaber det billede, du ser. 

Hvor kommer tårerne fra?

Tårefilmens lag kommer fra forskellige steder i og omkring øjet. Fedtlaget kommer fra nogle små kirtler i øjenlågenes kant, vandlaget kommer fra tårekirtlen, som sidder under det øverste øjenlåg ud mod tindingen og slimlaget produceres i øjets bindehinde.

Tårekirtel
Tårekanal

Og hvor bliver de af?

Du har sikkert bemærket de to små huller i øjenlågskanten ind mod næsen. Det er tårepunkterne, hvor det meste af tårevæsken under normale omstændigheder løber ud og videre ned gennem tårekanalerne, tåresækken og næsen, for at ende i svælget. Noget af tårefilmen fordamper også naturligt.

Tårer er guld 

Måske har du en fornemmelse af øjet som ‘sart’, men faktisk er vores øjne yderst modstandsdygtige og kan fungere under mange forskellige forhold. En af de vigtigste forsvarsmekanismer er tårefilmen, som beskytter dit øje mod støv, fremmede partikler og fjendtlige mikroorganismer. Hver gang du blinker, og det gør du ca. hvert 15. sekund, sørger tårefilmen for at rense og smøre hornhinden, som er øjets overflade. På den måde er der hele tiden er en jævn og glat overflade, så lyset kan komme igennem og ramme nethinden bagest i øjet. 

Illustration tårer


Tårefilmen indeholder en masse gavnlige stoffer, som beskytter øjet på forskellig vis. Den består af tre lag. Det yderste lag er fedtlaget, i midten ligger vandlaget og inderst ligger slimlaget. Fedtlaget gør det nemt at blinke og samtidig forhindrer det tårevæsken i at fordampe for hurtigt.
Vandlaget i midten er det tykkeste lag, og her finder vi en masse forskellige stoffer, som holder øjet sundt. Det er blandt andet antibiotiske og immunaktive stoffer, der forsvarer øjet mod infektioner, og næringsstoffer til cellerne i øjet. Slimlaget, som ligger inderst, gør at tårefilmen lægger sig på øjets overflade i en glat og ensartet form. En god og stabil tårefilm er afgørende for, at øjet har det godt.

Gode råd

Illustration beskyttelsesbriller

Brug beskyttelsesbriller

Det er ubehageligt at få noget i øjet, men de fleste skader fra fremmedlegemer i øjet og overfladiske rifter på hornhinden går hurtigt over. Til gengæld kan kemiske stoffer, flyvende jernsplinter, grenstumper, fyrværkeri og slag mod øjet give alvorlige og blivende skader på øjne og syn. Brug beskyttelsesbriller, hvis du arbejder med farlige ting, laver havearbejde med maskiner eller er i nærheden af fyrværkeri.
Hjælp dine øjne
Hvad enten du er begyndt at se dårligere på grund af alder eller har nedsat syn på grund af en øjensygdom, er der praktiske ting, der kan hjælpe dig med at se bedre. Du kan gøre meget med den rigtige belysning og indretning af dit hjem og din arbejdsplads. Hvis du har problemer med blænding, når det er mørkt, findes der briller med særlige glas til bilkørsel. Når du læser på computerskærmen, kan du benytte forstørrelsesværktøjet eller højtlæsningsfunktionen.

Lyt til podcasten om gode råd til hverdagen med nedsat syn, og find mere information på hjemmesiden rådomsyn.dk. Du kan også finde mere information og få tips til livet med en synsnedsættelse hos IBOS (Instituttet for Blinde og Svagsynede). 

Hør om synet

Illustration samtale mand kvinde

Apoteket kan også hjælpe 

At bruge øjendråber kan være lidt af en udfordring. Måske synes du, at det virker forkert at skulle putte noget i øjet, at det er svært at ramme præcist eller i det hele taget at få dråberne ud af den lille beholder. Uanset hvad er du absolut ikke alene, hvis du synes det er svært. 

Udover den konkrete brug af øjendråberne, er der også andre ting, du skal være opmærksom på. For eksempel hvor længe øjendråberne kan holde sig, efter du har åbnet dem, hvilken temperatur de skal opbevares ved og om de må bruges sammen med kontaktlinser.

På apoteket er vi klar til at tale med dig om, hvordan du bedst bruger øjendråber, så spørg gerne næste gang du kommer forbi. Du kan også bruge chatten her på siden, hvor faguddannet apotekspersonale sidder klar til at besvare dine spørgsmål døgnet rundt.

Kvinde der bruger øjendråber

Hvis du skal bruge øjendråber på grund af øjensygdom, er det vigtigt, at du husker at dryppe dine øjne på de rigtige tidspunkter. Det kan du få hjælp til med appen ‘apoteket’, som blandt andet har en medicinhuskerfunktion. For ligesom al anden medicin virker øjendråber også bedst, hvis de bliver brugt. Du kan også få tips og tricks til, hvordan du bruger øjendråber, og hvad du skal være særligt opmærksom på.

Læs apotekets artikel om øjendråber

Du har også mulighed for at få en gratis medicinsamtale på apoteket, hvis du har fået konstateret kronisk øjensygdom indenfor de seneste 6 måneder. Formålet er at hjælpe dig med at komme godt i gang med din medicin.

Vil du vide mere?

Her kan du læse mere om synssansen og få viden om, hvordan du bedst passer på dine øjne livet igennem.