Gå til indhold

Om søvnbesvær

De fleste af os har prøvet at sove dårligt af og til, og det er helt ufarligt. Men hvornår er dårlig søvn et problem? Det kan du blive klogere på her, hvor du også kan teste hvor godt du egentlig sover.

Sovetid 1440X1440

Det er vigtigt at pointere, at det ikke er farligt at sove dårligt af og til. Småbørnsforældre ved, at søvn kan være en mangelvare, og alle mennesker har perioder, hvor bekymringer, stress, forbigående sygdom eller omvæltninger i hverdagen helt naturligt forstyrrer søvnen. Når det, der har udløst søvnmanglen, forsvinder, bliver søvnen som regel også normal igen. Det er først, når du har muligheden for at sove, men rent faktisk ikke kan, at der er tale om et regulært søvnproblem.

Du kan opleve søvnbesvær på 3 måder: 

  1. Det tager over 30 minutter for dig at falde i søvn.
  2. Du vågner om natten og har svært ved at falde i søvn igen.
  3. Du vågner meget tidligt, uden at være udhvilet og uden at kunne falde i søvn igen.

Søvnbesvær kan komme af flere ting. For eksempel kan nogle fysiske og psykiske sygdomme give søvnbesvær. Det kan være på grund af gener fra selve sygdommen, bivirkninger ved behandlingen eller på grund af bekymringer over det at være syg. En anden væsentlig faktor er skiftende arbejdstider og natarbejde, som kan forstyrre den naturlige døgnrytme. For nogle bliver selve det at sove dårligt en stressfaktor, som så er med til at forstærke søvnbesværet i en ond cirkel. Andre oplever søvnbesvær uden at kunne forklare hvorfor.

Illustration af farmaceuter

Hvornår skal du søge hjælp?

Hvis du flere måneder i træk sover dårligt eller får for lidt søvn, bør du gøre noget for at løse problemet – uanset om du kender årsagen eller ej.

Tal med din læge eller med os på apoteket om hvilke muligheder, der er for hjælp.

Sådan gør du din sovetid til kvalitetstid

I virkeligheden skal der ikke så meget til, men som med så meget andet, kræver det lidt øvelse. Og prioritering, ikke mindst.

Læs mere om, hvordan du bliver bedre til at sove