Chat with us, powered by LiveChat Hvornår er det bedst at bruge varme mod smerter?
Sundhed

Sådan bruger du varme mod smerter og stivhed i muskler og led

Du kan med fordel bruge varme mod smerter og stivhed i muskler og væv. Varme giver en større blodgennemstrømning og større smidighed.

Hvornår skal du bruge varme mod smerter?

Varmebehandling bruges i forbindelse med: 

Varme bruger du til at behandle forskellige gener i muskler og væv. For eksempel ved overbelastet muskulatur. 

  • Myoser (overbelastet muskulatur)
  • Spændte og smertende muskler (overbelastede muskler)
  • "Stive" led og muskler (fx som følge af tidligere skader, immobilisering, gigt)
  • Lokal opvarmning i forbindelse med genoptræning og afspænding.

Hvordan bruger du varme mod smerter?

Til at behandle med varme kan man fx bruge: 
  • Varmepude/varmetæppe (kan købes i mange forskellige udformninger)
  • Varmt vand/varmt bad
  • Varmedunk til påfyldning af varmt vand
  • Varmepakninger til opvarmning i varmt vand eller mikrobølgeovn
  • Infrarød stråling fra varmelampe.

Varmen placeres over det sted, som ønskes behandlet. Kroppen skal helst være i en afslappet stilling, fx siddende eller liggende. 

Ved brug af varmedunk eller varmepakning er det ofte nødvendigt at have et håndklæde eller lignende mellem pakningen og huden, for at undgå skader på huden.

Det er vigtigt, at varmen føles behagelig. Det må ikke brænde og gøre ondt. 

Hvor længe skal behandlingen vare?

Bruger du varme mod smerter, skal du huske at holde øje med klokken, så du ikke overdriver behandlingen. Det er bedst, hvis du nøjes med varmebehandlingen fra et kvarter og op til en halv time ad gangen.

Vigtigt!

Ved brug af varmekilder, som holder sig konstante (fx elektrisk varmepude, infrarød lampe), bør du begrænse brugen til max. 20 min for at undgå skader på huden. Dette gælder specielt ved kraftig varme. Og husk, at du heller ikke bør lægge dig til at sove med en varmepude eller et varmetæppe.

Hvordan virker varmebehandling?

Varmen hjælper dig mod smerter på flere måder: 
  • Den øgede temperatur giver større blodgennemstrømning (mest overfladisk)
  • Smertelindrer ved at påvirke nerver/reflekser/smerteopfattelse
  • Sikrer større smidighed og fleksibilitet i det opvarmede væv.

Brug ikke varme mod smerter ved:

  • Akutte skader (slag, stød, led-forstuvninger, akutte idrætsskader – her er kulde bedre)
  • Blødninger
  • Infektioner/betændelse
  • Kar- og hjerteproblemer
  • Aktive gigt-reaktioner, fx aktiv leddegigt
  • Manglende eller nedsat varmefølsomhed i huden, nedsat sensibilitet.