Chat with us, powered by LiveChat Forstoppelse – Drik rigeligt, spis fibre og dyrk motion
Mave- og tarmsygdomme

Forstoppelse (Obstipation)

Forstoppelse giver hård og knoldet afføring og skyldes typisk væskemangel, mangel på fibre i kosten og/eller mangel på motion. Det kan dog også være tegn på sygdom.

Symptomer på forstoppelse

Symptomer på forstoppelse kan være:
  • Smerter eller blødning i forbindelse med afføring
  • Maven kan føles udspilet og luftfyldt
  • Mavesmerter pga. udspiling af tarmen
  • Tyngdefornemmelse pga. store mængder afføring i tyktarmen
  • En fornemmelse af ikke at have tømt endetarmen efter afføring

Årsager til forstoppelse

De hyppigste årsager til forstoppelse er:
  • For lille væskeindtagelse
  • For lidt fiberindhold i kosten
  • Mangel på motion
  • Behandling med fx vanddrivende medicin, morfin-præparater og visse psykofarmaka
  • Forskellige medicinske sygdomme, fx dissemineret sklerose, myksødem m.m.
Får man pludselig tendens til forstoppelse eller diarré, dvs. ændret afføringsmønster, og varer det mere end en måned, skal man søge læge, da det kan være første symptom på kræftsygdom i tarmen.
 

Faresignaler

Søg læge, hvis forstoppelsen varer over en måned, eller hvis du oplever følgende "alarmsymptomer", der er de generelle symptomer på kræftsygdom:

  • Svimmelhed
  • Træthed
  • Bleghed (symptomer på blodmangel)
  • Vægttab
  • Blødning fra tarmen (enten som rødt blod eller som sort afføring)

Hvad kan du selv gøre ved forstoppelse?

De færreste med forstoppelse fejler noget alvorligt i tarmen. Som regel kan man forebygge og helbrede forstoppelse med:
  • Rigelig væskeindtag hver dag - gerne vand
  • Øget fiberindhold i kosten, evt. ved at anvende "Husk" (fås på apoteket)
  • Dyrk (mere) motion
Hvis forstoppelsen varer mere end en måned på trods af øget væskeindtagelse, indtagelse af fiberrig kost og motion, skal man søge læge.

Hvor udbredt er forstoppelse?

Forstoppelse er særdeles hyppig, og man regner med, at ca. 1 % af den danske befolkning søger læge pga. forstoppelse i løbet af et år.

Undersøgelse ved forstoppelse

En undersøgelse i forbindelse med forstoppelse vil omfatte:
  • Kikkertundersøgelse (koloskopi), hvor lægen leder efter kræftsygdom i endetarm og tyktarm
  • Evt. supplerende undersøgelse med CT-skanning af maven
Man foretager sjældent specielle undersøgelser for tyktarmens bevægelighed, følsomhed i endetarmen m.m. Hvis man gør det, er det for at fastslå, om kirurgiske indgreb vil kunne hjælpe på sygdommen.

Hvordan udvikler forstoppelse sig?

Forstoppelse er generelt godartet. Hvis der ikke er tale om, at en kræftsygdom ligger til grund for forstoppelsen, vil forstoppelsen ikke i sig selv disponere til udvikling af kræft.

Der kan imidlertid følge en række komplikationer til ubehandlet forstoppelse, såsom hæmorider, udposninger på tyktarmen (divertikler), sår i endetarmen m.m.

Behandling af forstoppelse

Den væsentligste behandling af forstoppelse (når man har udelukket forekomst af kræftsygdom) er:
  • Øget væskeindtagelse
  • Fiberrig kost
  • Øget motion
  • Afføringsmidler. Typisk vil man starte med fiberholdige (volumenforøgende) og blødgørende midler
  • Tarm-bevægelses-fremmende midler, når øvrige tiltag ikke har effekt og kun efter aftale med egen læge

Andre navne og stavemåder for forstoppelse:

  • Obstipation
  • Hård afføring
  • Hård mave
Hvis afføringen sidder langt nede i tarmsystemet, dvs. afføringen er ophobet i endetarmen, er der tale om endetarmsforstoppelse. I dette tilfælde kan man anvende afføringsmidler til indføring i endetarmen.
læs også: Hæmorider
Artiklen er opdateret d 20-09-2022