Forhøjet blodtryk betyder, at blodtrykket konstant er højere end 140/90 mmHg, som er grænsen for normalt blodtryk. For højt blodtryk kan give alvorlige følgesygdomme.
Blodtryk måles i millimeter kviksølv (mmHg) og har en høj værdi under hjertets sammentrækningsfase (systole) og en lavere værdi under hjertets afslapningsfase (diastole).
Forhøjelse af det systoliske blodtryk (den høje værdi) er lige så skadeligt som forhøjelse af det diastoliske blodtryk (den lave værdi).
Forhøjet blodtryk giver normalt ingen symptomer, men der kan dog forekomme:
Årsagen til forhøjet blodtryk er ukendt i ca. 95 % af tilfældene, hvor man taler om "primær" blodtryksforhøjelse. I de sjældne tilfælde, hvor der findes en årsag, er der tale om "sekundær" blodtryksforhøjelse, hvilket specielt ses hos yngre.
Primær blodtryksforhøjelse skyldes:
Sekundær blodtryksforhøjelse skyldes fx:
Du bør få målt dit blodtryk, hvis du har risikofaktorer for hjertekarsygdom eller gennem længere har lidt af følgende:
Du kan selv gøre meget for at undgå forhøjet blodtryk eller nedbringe det, hvis det er for højt:
Lettere forhøjet blodtryk findes hos ca. 20 % af befolkningen i de vestlige lande, og ca. 10-15 % har et forhøjet blodtryk, der kræver behandling. Flere ældre end yngre har forhøjet blodtryk. Hos op mod halvdelen af alle personer med forhøjet blodtryk er sygdommen endnu ikke blevet påvist og selv om den er det, er behandlingen ofte ikke tilstrækkelig.
Forhøjet blodtryk forøger hjertets arbejde og medfører risiko for åreforkalkning og beskadigelse af specielt hjerte, hjerne og nyrer. Jo højere blodtryk desto højere risiko for fx:
Risikoen for, at forhøjet blodtryk får alvorlige følger, stiger med antallet af andre komplikationer og risikofaktorer for hjertekarsygdom, fx:
Blodtrykket skal måles gentagne gange over nogen tid med:
Blodtryksmåling
Du kan købe en blodtryksmåler og selv måle dit blodtryk hjemme, eller du kan få udført en blodtryksmåling på apoteket eller hos lægen.
Lægen vil ofte se, om der er tegn på skader af andre organer, eller undersøge om der kan foreligge "sekundær" blodtryksforhøjelse.
Det kan dreje sig om følgende undersøgelser:
Målet for behandlingen er at få blodtrykket ned under 140/90 mmHg eller evt. endnu længere ned, fx hvis patienten har sukkersyge. Blodtrykssænkende behandling mindsker risikoen for fatale slagtilfælde og blodprop i hjertet.
Der vil altid være behov for medicinsk behandling ved vedvarende forhøjet diastolisk blodtryk (den lave værdi) over 100 mmHg eller systolisk blodtryk (den høje værdi) over 170 mmHg.
Der findes en række blodtrykssænkende præparater, og generelt kan man ikke hos den enkelte forudsige, hvilket præparat der er mest effektivt. Man må derfor ofte prøve sig frem, bl.a. under hensyn til evt. bivirkninger. Mindst halvdelen af alle med "primær" blodtryksforhøjelse har behov for, at lægen kombinerer flere forskellige blodtrykssænkende præparater.
Her retter behandlingen sig imod den udløsende årsag. Hvis blodtrykforhøjelsen skyldes forsnævring af en nyrepulsåre, kan det være, at man skal have foretaget en ballonudvidelse af nyrepulsåren. Det gøres ved lokalbedøvelse via en lyskepulsåre.
ACE-hæmmere
ACE-hæmmere er en gruppe af medicin, som bruges til at regulere blodtrykket. ACE-hæmmere udvider blodkarrene, så blodtrykket nedsættes og hjertets arbejde bliver lettere.
Calciumantagonister
Calciumantagonister kaldes også calciumblokkere og er en gruppe af medicin, der bruges til behandling af hjerte-kar-sygdomme.
Betablokkere
Betablokkere kan nedsætte risikoen for anfald af hjertekramper.
Blodtryksmedicin
Blodtryksmedicin reducerer blodtrykket, men afhjælper samtidig mange andre sygdomme især hjerte-kar-sygdomme.