Gå til indhold

Om sovemedicin

Sovemedicin kan være nødvendig i en kortere periode. Benzodiazepiner og benzodiazepin-lignende stoffer er almindelig brugt som sovemedicin. Men der er en række ting, der gode at kende til, hvis du bruger denne type medicin.

medicin_hnder_720x480px.jpg

Nogle gange kan det være nødvendigt at få hjælp til at sove ved at tage sovemedicin. Det kan for eksempel være i situationer, hvor man oplever en livskrise og har akut brug for hjælp til at få noget søvn. Sovemedicin egner sig typisk kun til kortvarig brug og bør altid kombineres med de almindelige søvnråd. Det er vigtigt at få en grundig vejledning – enten af din læge eller på apoteket – i, hvad du skal være opmærksom på, hvis du har fået ordineret sovemedicin.

Illustration af benzodiazepiner

Om Benzodiazepiner og deres virkning

Benzodiazepiner og benzodiazepin-lignende stoffer er almindeligt brugt som sovemedicin. Det er en gruppe lægemidler, der virker i centralnervesystemet og gør den tid, det tager at falde i søvn, kortere. Det kan være en fin løsning på kort sigt. Men der er en række ting, du skal være opmærksom på, hvis du bruger den type medicin.

Grunden til, at medicinen ikke egner sig til længerevarende brug, er, at virkningen af samme dosis aftager efter ganske kort tid, mens bivirkningerne stadig vil være de samme. Du vil derfor have brug for mere og mere medicin for at opnå den samme effekt og derfor risikere at opleve flere og flere bivirkninger, der kan være ret alvorlige. Samtidig vil du opleve, at kvaliteten af den søvn, du får, bliver dårligere, fordi sovemedicinen forringer den dybe søvn, der er så nødvendig, for at du kan føle dig udhvilet, når du vågner.

Illustration af dame der bivirkninger

Bivirkninger

Der kan være bivirkninger ved at tage benzodiazepiner. Sovemedicinens sløvende effekt kan påvirke dig i dagtimerne, så du bliver svimmel, døsig og har større risiko for at falde. Du kan opleve en længere reaktionstid, og derfor kan det være farligt for eksempel at køre bil. Din evne til at koncentrere dig og huske kan også blive påvirket af medicinen. En anden ting, der er vigtig at vide, er, at du kan blive afhængig af sovemedicinen. Det er forskelligt fra person til person, hvor meget eller lidt der skal til for at blive afhængig af medicinen. En tommelfingerregel er dog, at jo længere tid og i jo højere dosis medicinen bliver brugt, jo større er risikoen. Derfor er det meget vigtigt, at du fra begyndelsen har aftalt med din læge, hvordan og hvor længe du skal bruge sovemedicinen.

Hvordan stopper man med at bruge sovemedicin?

Det kan være vanskeligt at stoppe med at tage sovemedicin, fordi man kan være blevet fysisk eller psykisk afhængig af den. Den psykiske afhængighed viser sig blandt andet ved, at man tror, man kun kan sove, hvis man får medicinen, og derfor ikke tør give slip på den. Hvis du har taget sovemedicin i længere tid og stopper fra den ene dag til den anden, kan du opleve det, der hedder rebound-søvnbesvær, hvor du nærmest ikke er i stand til at sove. Du kan også få fysiske reaktioner som for eksempel hovedpine, kvalme, rastløshed, rysten og appetitløshed. Derfor er det nødvendigt, at du sammen med din læge lægger en plan for, hvordan du gradvist stopper med at bruge sovemedicinen. I takt med at du trapper ud af medicinen, vil du opleve, at du får mere energi i hverdagen, og at du fungerer bedre både fysisk og mentalt. Tankerne bliver klarere og humøret bliver bedre.

Udtrapning

Sov bedre – også uden sovemedicin

Selvom det kan virke som en nem løsning og være fristende at bruge medicin for at sove, så viser videnskabelige studier, at det, du selv kan gøre for at få en bedre søvn, kan være lige så effektivt som sovemedicin – bare uden bivirkninger. Prøv i første omgang de gode råd her på siden, hvis du har søvnbesvær. Og husk, at som med alt andet, du gerne vil være god til, så kræver det lidt øvelse og tålmodighed at lykkes. Du kan også bruge de gode råd om søvn til at støtte din udvikling hen mod en naturlig søvnrytme, mens du trapper ud af sovemedicin.

Illustration af farmaceuter

Spørg apoteket

Hvis du vil vide mere om sovemedicin, er apotekets medicineksperter klar til at svare på dine spørgsmål. Du kan altid få hjælp og vejledning – både når det gælder søvnbesvær og hvis du har fået ordineret sovemedicin. Kom ind og tal med os, eller brug vores online chat, som er bemandet af apotekspersonale døgnet rundt.

Læs mere om søvn