håndled
fingerled
tåled
nakke-rygsøjlen. Nakken kan som følge af inflammation (steril betændelse) i leddene blive instabil.
Leddegigt er en alvorlig autoimmun sygdom, der viser sig i form af kronisk betændelse i leddene med bl.a. smerter, hævede led og træthed til følge.
Kronisk leddegigt kan ramme alle kroppens led, men oftest rammes:
håndled
fingerled
tåled
nakke-rygsøjlen. Nakken kan som følge af inflammation (steril betændelse) i leddene blive instabil.
Leddene gør ondt, hæver, bliver varme og ømme.
Bevægeligheden aftager.
Ofte angribes også slimsække og seneskeder.
Der er typisk stivhed af leddene om morgenen, som kan vare op til flere timer.
Mange bliver trætte, og i perioder med aktivitet i sygdommen kan der være vægttab og let feber.
Sygdommen starter typisk hurtigt og rammer mange led, men den kan også komme snigende. I få tilfælde kan sygdommen sidde i et enkelt led i årevis.
Den nøjagtige årsag til kronisk leddegigt kendes ikke.
Af ukendte grunde reagerer immunsystemet forkert og fremkalder fejlagtigt en steril betændelsesreaktion (inflammation), som angriber kroppens led. Det er formentlig en kombination af nedarvet disposition til at udvikle sygdommen, med miljøfaktorer, som får sygdommen til at bryde ud. Tobak er i den forbindelse en væsentlig risikofaktor.
Tidlig diagnostik er vigtig, da behandlingsmulighederne er særligt gunstige indenfor de første 3 måneder af sygdommens opståen. Henvend dig til læge hvis et eller flere led hæver op, særligt led i hænder eller fødder.
Det er vigtigt at være fysisk aktiv, men samtidig skal man respektere smerterne og ikke overbelaste leddene, så længe inflammationen ikke er under kontrol.
Ofte kan det være nødvendigt at hvile sig nogle gange om dagen.
Kosten skal være alsidig, og det er vigtigt ikke at blive overvægtig.
Undgå eller stop rygning. Det er en yderlig faktor for udvikling af hjerte-kar-sygdom.
Der findes ingen specielle kostprodukter eller diæter, der kan helbrede sygdommen.
Daglig indtagelse af 400 mg kalcium og 20 mikrogram D-vitamin anbefales på grund af risikoen for knogleskørhed.
I Danmark har omkring 0,7 % af befolkningen kronisk leddegigt. Tre ud af fire er kvinder. Sygdommen kan ramme alle aldersgrupper, men ses oftest i alderen 50 til 70 år.
Ubehandlet, vil der ofte ses fremadskridende ødelæggelse af leddene og af de omkringliggende sener og ledbånd, hvilket medfører fejlstillinger af leddene, som kan blive betydelige og invaliderende.
I svære tilfælde, og oftest når sygdommen har stået på i flere år, kan der komme symptomer uden for leddene.
Symptomerne uden for leddene kan være:
Gigtknuder, som er hårde knuder der typisk vil være over albue og underarms knogle.
Tørhed i øjne og mund (Sjøgrens sygdom).
Smertende sår, der har svært ved at hele, og som er opstået på grund af steril betændelse i kar (vaskulit).
Nervebetændelse og symptomer som skyldes tryk på nerver.
Lunge- og hjertesygdom.
Nyrepåvirkning - ofte som følge af udfældning af inflammationsstoffer (amyloidose).
Sygdomsforløbet er dog generelt blevet bedre i de senere år, takket være mere effektiv medicinsk behandling og stor forskningsaktivitet.
Diagnosen stilles på baggrund af symptomer og en række undersøgelser:
Lægen undersøger for ledhævelse og ømhed.
Røntgen af hænder, fødder og nakke kan anvendes i tvivlstilfælde, og hvis det er svært at få sygdommen under kontrol efter 3-4 måneders behandling. Endvidere ved mistanke om at nakken ikke er stabil.
UL-scanning kan vise karakteristiske forandringer.
MR-skanning anbefales ikke rutinemæssigt. MR-skanning af nakken kan anvendes ved mistanke om inflammation (steril betændelse) eller ved mistanke om, at nakken ikke er stabil.
Blodprøver kan vise inflammationsreaktion med forhøjet sænkning og tilstedeværelse af en såkaldt reumafaktor eller anti-CCP.
Børn kan også få kronisk leddegigt. Hos børn skelner man mellem 3 forløbsformer:
Den hyppigste form optræder hos børn under 4 år - især piger - og rammer kun få led. Blivende forandringer er sjældne. Hovedproblemet er tendens til regnbuehindebetændelse, som kræver hyppig kontrol og behandling.
Den næsthyppigste form rammer også især piger og har et forløb, der minder om kronisk leddegigt hos voksne.
Den mindst hyppige form starter med dårlig almentilstand, svingende høj feber og udslæt og først senere tilkommer ledproblemer (Still's sygdom). Kun få i denne gruppe får blivende forandringer.
Der findes endnu ingen helbredende behandling af kronisk leddegigt, men det er muligt i et vist omfang at hæmme sygdomsudviklingen.
Behandlingen består af mange forskellige dele og foregår i et tæt samarbejde med behandlerne, dvs. læger, sygeplejersker og terapeuter.
Der findes lægemidler, som bremser eller stopper udviklingen af sygdommen (DMARD-præparater). Disse kan suppleres med antiinflammatoriske lægemidler, som modvirker smerter, ømhed og hævelse af leddene.
Non-biologiske DMARD-præparater. De mest brugte præparater indeholder methotrexat, sulfasalazin, hydroxyklorokin eller leflunomid.
Biologiske DMARD-lægemidler. Indeholder først og fremmest såkaldte TNF-alpha-hæmmere, men også anti IL-1, anti IL-6, anti CD-20, og anti-CD-80/86 proteiner. Fælles for disse behandlinger er, at de påvirker de abnorme celler fra immunsystemet.
Targeted synthetic DMARDs. De består af Janus Kinase (JAK) inhibitors, som også påvirker de abnorme celler fra immunsystemet.
Antiinflammatoriske lægemidler: hurtigt virkende binyrebarkhormoner indsprøjtet i de hævede led eller intramuskulært, sjældent som tabletter, som giver flere bivirkninger.
Førstevalg i behandlingen er methotrexat, med binyrebarkhormon indsprøjtet i de hævede led. Har dette ikke tilstrækkeligt effekt, kombineres lægemidler, som bremser eller stopper udviklingen af sygdommen.
Der kan være behov for supplerende smertestillende medicin. Det kan for eksempel være paracetamol og i lidt svære tilfælde kodein.
Vigtigst er bevæge- og styrkeøvelser til leddene - eventuelt i bassin. Hertil kommer smertelindrende behandling i form af varme pakninger, massage, ultralyd og paraffinpakninger.
Her gives først instruktion i ledbeskyttelse og siden træning. Endvidere kan ergoterapeuterne udlevere forskellige hjælpemidler.
Omkring en tredjedel får behov for et operativt indgreb. Der findes mange forskellige operative indgreb.
De mest brugte er følgende:
Fjernelse af betændte slimhinder i led, seneskeder og slimsække
Stivgørende operation af smertende led
Omplacering af sener for at bedre bevægefunktionen
Fjernelse af gigtknuder
Stabilisering af nakkerygsøjlen
Indsættelse af kunstige led i hofte, knæ, skulder, albuer og fingre
Operationer for knyster, hammertæer og forfodsfald.
Mange har behov for bandagist og ortopædisk skomager til indlæg og specialsyet fodtøj. Allerede tidligt i forløbet er det vigtigt med kontakt til socialrådgiver med henblik på afklaring af den arbejdsmæssige fremtid og forskellige støttemuligheder.
Kronisk leddegigt er forbundet med øget risiko for knogleskørhed, hjertekarsygdomme, og kræft i lymfeknuderne (lymfom). Risikoen for knogleskørhed afdækkes gennem DEXA-scanning, som måler indholdet af kalk i knoglerne. Risikofaktorer for hjertekarsygdomme er forhøjet kolesterolindhold i blodet, forhøjet blodtryk, overvægt, rygning, inaktivitet, sukkersyge. Risikoen for hjertekarsygdomme og lymfom er endvidere øget hos personer med svær leddegigt.
Knogleskørhed (osteoporose)
Knogleskørhed er en sygdom, hvor knoglemængden i skelettet er nedsat i en sådan grad, at knoglebrud kan opstå af sig selv eller ved minimale belastninger.
Muskelsmerter
Muskelsmerter dækker over forbigående smerte i en eller flere muskelgrupper. Smerter i musklerne kan fx ses i forbindelse med træningsømhed.
Smertebehandling: Med eller uden medicin
Smerter kan behandles på mange forskellige måder: Behandlingen spænder lige fra piller og indsprøjtninger over træningsøvelser og akupunktur til kiropraktik.
Slidgigt
Slidgigt er en udbredt ledsygdom, som skyldes, at brusken slides væk - deraf navnet. Sygdommen rammer oftest nakke, ryg, hånd, fod, hofte og knæ.