Tabletter er faste doserede lægemidler, som du skal spise. Tabletter er den mest almindelige lægemiddelform. De findes også som brusetabletter, depottabletter, enterotabletter, dispergible tabletter, opløselige tabletter, resoribletter, smeltetabletter, sugetabletter og tyggetabletter.
Hvis tabletten er så lille, at du har svært ved at dele den, kan du på apoteket købe en tabletdeler, der gør det lettere at dele tabletten.
Du kan som regel dele eller knuse tabletter. Det må du dog oftest ikke, hvis de har et overtræk eller et specielt navn, for eksempel retard eller depot. Læs indlægssedlen, eller spørg på apoteket.
Tabletter skal opbevares tørt og ved stuetemperatur, hvis der ikke står andet på pakningen. Tabletter kan ofte holde sig 5 år, men det er vigtigt at læse udløbsdatoen på pakningen. Medicin skal altid opbevares så børn og dyr ikke kan nå det. Hvis du er i tvivl om opbevaring eller holdbarhed på din medicin - så spørg på apoteket.