Hudsygdomme
Soleksem
Soleksem er en almindelig, forbigående hudsygdom, som rammer ca. 15 % af den skandinaviske befolkning - primært unge kvinder i alderen 10-30 år.
- stærk kløe i de hudområder, som har været udsat for stærkt sollys
- rødligt udslæt med små knopper eller blærer.
Nogle vil kun opleve få udbrud, mens andre vil være plaget i årtier.
Årsager til soleksem
Sygdommen skyldes meget stor følsomhed over for solens ikke-synlige ultraviolette stråler, de såkaldte UVA- og UVB-stråler.
Når personer med øget tendens for soleksem udsættes for sollys, typisk i de tidligste forårsmåneder, fremprovokeres der i løbet af 2-3 dage en eksemreaktion med kløe og udslæt. Stærkt sollys under skiferie eller solarielys kan også fremkalde eksem.
Faresignaler
Man bør altid kontakte en læge, hvis man får udslæt efter at have været udsat for sollys. Hvis det ikke er soleksem, kan det være en anden sygdom, fx:- Nældefeber
- Lys-overfølsomhed efter indtagelse af medicin
- Øget lys-overfølsomhed som led i bindevævssygdommen lupus erythematosus
- Ophobning i huden af porfyriner som led i hudsygdommen Porfyria cutanea tarda.
Hvad kan du selv gøre ved soleksem?
Hvis man et forår har reageret med soleksem, skal man de efterfølgende år:- bruge solcreme med høj faktor på alle sol-udsatte hudområder - helst en som beskytter både mod UVA og UVB
- gerne anvende en luftig beklædning, som også vil beskytte mod solen
- generelt undgå solbadning eller at blive udsat for stærkt sollys, herunder solarium
- være ekstra forsigtig og altid anvende høj solfaktor på vinterferier, hvor lyset kan være stærkt og reflekteres af sneen.
Er man meget plaget af soleksem, kan man blive hærdet hos hudlægen ved at få lysbehandling i marts-april måned.
Hvor udbredt er soleksem?
Der er tale om en forbigående eksem i forårs- og sommermånederne, som opstår ved udsættelse for solens ultraviolette stråler.
Lys hudtype med kun lidt pigment øger risikoen for at sygdommen opstår. Mørkere pigmenterede personer kan dog også få soleksem.
I visse familier er sygdommen hyppig, hvilket tyder på, at en arvelig faktor kan have betydning.
Undersøgelse for soleksem
Hos hudlægen eller på en af landets hudafdelinger kan man blive undersøgt og få fastslået, om det drejer sig om overfølsomhed overfor UVA, UVB eller begge lystyper.
De fleste har ikke behov for at blive undersøgt nærmere, da de rigtige forholdsregler ofte kan forhindre større udbrud.
Hvordan udvikler soleksem sig?
Det er umuligt at forudsige forløbet hos den enkelte person, der bliver ramt af soleksem. Hos nogle ses kun et enkelt eller få udbrud, andre kan have svære udbrud i mange år. Der er dog en tendens til at huden spontant hærdes, og at sygdommen derefter går i ro.Behandling af soleksem
Behandlingen omfatter simple råd som:- Undgå stærkt sollys
- Brug høj solfaktor
- Dæk udsatte hudområder med passende beklædning.
Andre navne og stavemåder for soleksem:
- Polymorf lysdermatose
- Polymorft lysudslæt
Lysbehandling
I særlige tilfælde kan man forsøge at hærde huden ved ugentlige behandlinger med den type ultraviolet lys, som man kan tåle i de tidligste forårsmåneder, alternativt med såkaldt PUVA lys eller tabletter med azathioprin.