Artboard 1
Sundhed

Calcium

Calcium er populært sagt byggestenene, som dine knogler er bygget af. Derfor er calcium vigtigt for at bevare knoglernes styrke.

Generelt om calcium

Et voksent menneske bærer rundt på godt 1 kg calcium, langt det meste i skelettet, og kun en meget lille del i blodet.
Fordi danskerne indtager meget mælk og andre mælkeprodukter, er den gennemsnitlige indtagelse større end anbefalingerne i praktisk taget alle aldersgrupper.
Daglige calciumanbefalinger er 800 mg for voksne, dog 900 mg i puberteten, og 900 mg hos gravide og ammende.

Hvilke fødevarer indeholder calcium?

Mælk er langt den vigtigste kilde til calcium i Danmark. Andre calciumrige fødevarer er mejeriprodukter i øvrigt, fx ost, samt grøntsager, som fx. broccoli, spinat, kål og salat.
Også postevand bidrager til calciumindtaget.

Hvilken funktion har calcium?

Calcium er sammen med fosfor nødvendigt for hårdheden (styrken) af knoglerne.
En tilstrækkelig calciumtilførsel (svarende til anbefalingerne) synes især at være påkrævet omkring puberteten, hvor knoglerne vokser hurtigt.
Det er i denne kritiske periode i livet meget vigtigt, at knoglerne får nok calcium, da det er det eneste tidspunkt i livet, hvor der kan ske en større deponering af calcium.
Ældre optager mindre calcium
Calciumoptagelsen nedsættes med alderen, men er normalt omkring 20 % af indtaget dosis, i nogen grad afhængig af behovet.
Der er ikke de store forskelle i optagelsen af forskellige calciumforbindelser. Optagelsen er bedst, hvis tilskud indtages i enkeltdoser på 500 mg eller mindre, helst i forbindelse med et måltid.

Hvad sker der, hvis du mangler calcium?

Langvarig utilstrækkelig calciumindtagelse medfører en beskeden nedsættelse af calciumindholdet i blodet, og det øger dannelsen af et hormon fra biskjoldbruskkirtlen.
Hormonet stimulerer dannelsen af aktivt D-vitamin. D-vitaminet øger calciumværdien i blodet, så den igen bliver normal, men det tager calcium fra knoglerne, hvorved der sker en fremadskridende afkalkning af knoglerne, og der kan udvikles knogleskørhed (osteoporose).
Den vigtigste årsag til osteoporose er og bliver dog arveligt betinget. 

Hvornår skal du tage calcium?

Du bør tage et tilskud af calcium og D-vitamin, hvis du ikke spiser mejeriprodukter, fx hvis du er allergisk overfor mælk, eller hvis du lever strengt vegetarisk, dvs. kun af planteføde.
Ældre med osteoporose eller med lav indtagelse af calcium bør dagligt tage et tilskud af 800-1000 mg calcium sammen med 10-20 mikrogram D-vitamin.
Calcium kan nedsætte blodtrykket hos personer med lav calciumindtagelse gennem kosten. 

Hvornår må du ikke tage calcium?

Hvis du har forhøjet indhold i blodet af calcium og fosfat, skal du passe på med at indtage calcium. Det samme gælder, hvis du har nedsat nyrefunktion, ved nyresten og ved sygdomme med øget risiko for forstyrrelser i omsætningen af calcium, fx i nogle tilfælde ved kræftsygdomme.  

Hvilke bivirkninger har calcium?

Nogle calciumforbindelser kan give hård mave.

Må du tage calcium sammen med….?

Mange mineraler, bl.a. calcium, binder sig til tetracykliner (en gruppe af antibiotika) og nedsætter optagelsen med op til 50 %.
Der bør derfor gå mindst 3 timer mellem indtagelsen af tetracykliner og calcium.
Høje indtagelser af calcium nedsætter optagelsen af jern. 

Må du tage calcium, hvis du er gravid eller ammer? 

Ingen problemer: Calcium kan godt anvendes under graviditet og amning.