Demens er blandt de mest alvorlige og ødelæggende sygdomme i vores samfund. Faktisk er demens den fjerde hyppigste dødsårsag i Danmark. Den gode nyhed er, at omfattende forskning viser, at mere end en tredjedel af demenstilfælde kan forebygges gennem livstilsændringer.
Men selvom der er blevet forsket i forebyggelse af demens i flere år, er det nyt for mange danskere, at man selv kan gøre noget for at nedsætte sin risiko for at udvikle demens. Faktisk viser en Megafon-måling foretaget for Alzheimerforeningen, at næsten halvdelen (46 %) af danskerne er i tvivl om, at man kan gøre noget for at forebygge demens.
Det er aldrig for sent - eller tidligt - at sætte ind og forbedre sin hjernesundhed. Og det er ikke kun hjernegymnastik, der holder din hjerne i form - det gør fx dit helbred, kost og fysisk, mental og social aktivitet også.