Gå til indhold

Influenzavaccination

Influenza er en smitsom luftvejsinfektion, som kan give feber, muskelsmerter og hoste. For nogle kan det udvikle sig til alvorlige sygdomsforløb. Influenzavaccination kan nedsætte risikoen for at influenza og alvorlige komplikationer.

influenzavaccination-arm.jpg

Apotekerforeningen

Influenza er en smitsom virusinfektion, som hvert år rammer mange danskere. De fleste bliver raske igen efter nogle dage, men sygdommen kan give høj feber, muskelsmerter, hoste og udtalt træthed. Hos nogle – særligt ældre, gravide og personer med kroniske sygdomme – kan influenza udvikle sig til et alvorligt sygdomsforløb med blandt andet lungebetændelse eller forværring af eksisterende sygdom.

En influenzavaccination er den mest effektive måde at reducere risikoen for influenza og alvorlige komplikationer. Vaccination kan samtidig være med til at beskytte familie, kolleger og andre, som har øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb.

På mere end 240 apoteker fordelt over hele landet kan privatbetalere blive vaccineret mod influenza.

Vaccinationen udføres af sundhedsfagligt uddannet apotekspersonale, som har mange års erfaring med vaccination og rådgivning.

apovac.dk kan du læse mere om influenzavaccination, se aktuelle priser og booke tid på et apotek nær dig.

Vaccinationsprogram

Der gives én influenzavaccination hver influenzasæson.

Vaccinen bliver hvert år tilpasset de influenzavirus, som forventes at være mest udbredte den kommende sæson. Derfor anbefales det at blive vaccineret hvert år – også selvom du blev vaccineret sidste sæson.

Efter vaccination går der typisk 2-3 uger, før kroppen har opbygget den bedst mulige beskyttelse mod influenza. Beskyttelsen varer gennem den aktuelle influenzasæson.

Hvem bør overveje vaccination?

Alle kan få influenza, men risikoen for et alvorligt sygdomsforløb er størst hos:

• Personer over 65 år

• Gravide

• Personer med kroniske sygdomme

• Personer med nedsat immunforsvar

Også raske voksne kan have glæde af vaccination. Den kan mindske risikoen for sygdom, reducere sygefravær og være med til at beskytte mennesker omkring dig, som har øget risiko for alvorlig influenza.

Gratis influenzavaccination til risikogrupper

Hvert år tilbyder Sundhedsstyrelsen gratis influenzavaccination til udvalgte risikogrupper gennem det offentlige vaccinationsprogram.

Hvis du er omfattet af tilbuddet, kan du læse mere om vaccinationsprogrammet og bestille tid på Vacciner.dk. Her finder du også information om, hvor du kan blive vaccineret.

Influenzavaccination, der bookes via Apovac.dk er for privatbetalere, som ikke er omfattet af det offentlige tilbud om gratis vaccination.

Influenzavaccination til virksomheder

Mange virksomheder vælger hvert år at tilbyde influenzavaccination til deres medarbejdere. Det gør det nemt at blive vaccineret i arbejdstiden og kan være med til at reducere sygefraværet i influenzasæsonen.

Virksomheder i hele landet kan tilbyde deres medarbejdere influenzavaccination enten på arbejdspladsen eller på et lokalt apotek. Med et landsdækkende netværk af apoteker bliver det nemt at finde en løsning, der passer til virksomhedens behov

Læs mere om influenzavaccination til virksomheder og mulighederne for en firmaaftale på Apoerhverv.dk.

Injektionsvæske

Mulige bivirkninger

Influenzavaccination er sikker, og de fleste oplever kun milde og forbigående bivirkninger. Bivirkningerne forsvinder som regel af sig selv i løbet af få dage.

De hyppigste bivirkninger er:

• Ømhed, rødme eller hævelse ved indstiksstedet

• Let feber

• Hovedpine

• Muskelsmerter

• Træthed

Hvad er influenza?

Influenza er en virusinfektion i luftvejene, som typisk forekommer i vinterhalvåret. Sygdommen begynder ofte pludseligt med høj feber, kulderystelser, muskelsmerter, hovedpine og udtalt træthed. Mange oplever også tør hoste, ondt i halsen og almen utilpashed.

De fleste bliver raske igen efter en uge, men hoste og træthed kan vare længere. Hos personer med øget risiko kan influenza føre til alvorlige komplikationer som lungebetændelse, indlæggelse eller forværring af kroniske sygdomme.

Ofte stillede spørgsmål

influenzavaccination-arm.jpg

Bliv vaccineret på apoteket

Vaccinationen udføres af sundhedsfagligt uddannet apotekspersonale med mange års erfaring og gives på delegation fra læger i Medicals ApS. Siden 2015 har det været muligt at blive vaccineret på apoteket, og i dag vælger mange danskere at blive vaccineret tæt på hjem eller arbejde.

Apovac.dk kan du:

  • booke tid til vaccination

  • læse mere om vaccination mod infleunza

  • se aktuelle priser

  • finde et apotek nær dig, der vaccinerer