Chat with us, powered by LiveChat Sådan giver du dit barn medicin uden gråd og ubehag
Medicin

Sådan giver du dit barn medicin

Alle forældre ved, hvor svært det kan være at give børn medicin. Her er nogle gode råd om, hvordan du kan give dit barn medicin og gøre situationen til en bedre oplevelse for alle.

Generelt om børn og medicin

Det allervigtigste er, at et sygt barn tager den medicin, lægen har ordineret. Barnet vil muligvis forsøge at undvige, men her skal du som forælder styre situationen og sørge for, at barnet alligevel får sin medicin. 

Man må være bestemt, så barnet forstår, at medicinen skal tages. Vær dog samtidig kærlig og aldrig hård eller truende – dit barn skal ikke straffes, fordi det prøver at slippe. Prøv at vende situationen til en positiv oplevelse – lov f.eks. barnet at få en belønning bagefter. Husk også altid at rose dit barn, efter det har taget medicinen

Husk at det er dig, der kender dit barn bedst, så hvis barnet har svært
ved at sluge tabletter, kan du spørge, om medicinen findes som miksturer
eller smeltetabletter.

Fortæl dit barn, hvad der skal ske

For at skabe tryghed omkring situationen, når barnet skal have medicin, er det vigtigt, at både du som forælder og dit barn ved, hvorfor, der skal tages medicin, samt hvordan. Forbered så vidt muligt altid dit barn på, hvad der skal foregå.

For større børn er det vigtigt, at du altid giver reelle oplysninger og inddrager barnet. Det giver det bedste resultat og forbereder barnet på selv at skulle tage medicin på et tidspunkt.

Vælg den letteste medicin til dit barn

Medicin kan tages på flere forskellige måder. Husk at det er dig, der kender dit barn bedst, så hvis barnet har svært ved at sluge tabletter, kan du spørge, om medicinen findes som miksturer eller smeltetabletter. Eller om der er medicin, der ikke skal tages så ofte.
 
Hvis dit barn skal have medicin over en længere periode, kan det være en god ide at skiftes til at give barnet medicinen, så det ikke bliver den ene forælder, der altid fremstår som ”den onde”.

Sådan skal du give dit barn denne medicin:

Nedenfor er listet nogle helt specifikke råd til dit barns indtagelse af medicin:

Flydende medicin

Du kan med fordel opbevare flydende medicin koldt, så smager det af mindre og glider lettere ned.

Hvis barnet drikker medicinen uden problemer, er der ingen grund til at blande medicinen op. Men hvis barnet ikke bryder sig om smagen, kan du maskere medicinens smag ved at blande det op med koncentreret saft eller juice i små mængder.

Hvis du blander medicinen op, skal du være sikker på, at barnet indtager hele den mængde væske, medicinen er blandet op i.

En velkendt udfordring for forældre er at få barnet til at drikke sin penicillinmikstur.

Penicillin smager ikke altid godt, men undlad at nævne det, inden barnet tager penicillinen. Særligt phenoxymethylpenicillin har en grim og bitter smag, der er meget svær at maskere med søde madvarer, men det er forsøget værd.

Andre typer af penicillin, der er knap så bitre, smager for en barnemund faktisk helt godt pga. de syntetiske smagsstoffer.

Giv barnet noget at spise eller drikke bagefter.

Du kan udnytte små børns synkerefleks ved at sprøjte medicinen ind langs barnets mundvig med en engangssprøjte. Sigt efter barnets kind, så medicinen ikke kommer i den gale hals.

Tabletter og kapsler

Hvis dit barn ikke kan sluge en tablet eller en kapsel, skal du aldrig tvinge barnet til det. De fleste tabletter kan knuses, f.eks. mellem 2 skeer, og pulveret kan evt. blandes med saftevand, juice, yoghurt, is etc. Nogle kapsler kan åbnes og indholdet blandes i mad- eller drikkevarer. Du må aldrig blande medicin i sutteflasken.

Det skal være i så lille en mængde saftevand som muligt, så barnet får al medicinen. Husk at skylle glasset efter, for at få det hele med.

Du skal være opmærksom på, at ikke alle tabletter må knuses og ikke alle kapsler kan/må åbnes. Hvis du ikke kan læse det i indlægssedlen, kan du spørge på apoteket.

Opløselige tabletter og smeltetabletter

Nogle tabletter er opløselige, de kan opløses i en lille mængde vand. Få al medicinen med ved at skylle efter med en ekstra portion væske.

Skal medicinen gives til et spædbarn, kan du suge medicinen op i en engangssprøjte, og sprøjte ind langs barnets mundvig. Det sætter automatisk barnets synkerefleks i gang. Sigt efter barnets kind, så medicinen ikke kommer i den gale hals. 

Der findes også smeltetabletter til børn. De skal lægges oven på tungen eller suttes. De er tilsat smagsstoffer, og de fleste børn fra 1-2 års alderen, kan spise dem uden problemer.

Cremer og salver

Smør cremen/salven på en ren og tør hud. Hvis der er tale om større områder, kan du duppe cremen/salven på hudområdet, hvorefter du kan smøre cremen jævnt ud uden at gnide for hårdt.

Du kan også med fordel bruge ’dalmatinermetoden’, så fordeler du cremen korrekt: Sæt cremen i små pletter på det område, der skal behandles, og smør så cremen ud. Husk at vaske dine hænder bagefter. Se videoen om dalmatinermetoden længere nede på siden.

Hvis dit barn smører cremen på selv, og hænderne ikke skal behandles, skal barnet også selv vaske hænder bagefter. 

Sådan bruger du medicinsk creme i behandlingen

Gode råd til dig der bruger medicinsk creme mod eksem

Næsedråber og næsespray

Opvarm næsesprayen eller næsedråberne mellem dine hænder, og det vil føles mere behageligt for dit barn. Puds barnets næse først.

Når barnet skal have næsedråber, bøjes hovedet bagover, og efter drypningen bøjes hovedet forover. Så fordeles dråberne bedre i næsen.

Når barnet skal have næsespray, bøjes hovedet let forover. Før studsen ind i det ene næsebor, mens du holder for det andet. Tryk ned mens barnet snuser ind. 

Til større børn kan du give barnet en sukkerfri pastil eller lignende, før du giver næsedråber og næsespray. Det kan camouflere bismagen fra næsemidlet. Bagefter er det rart med lidt at drikke, for det sker ofte, at der kommer en smule af den bitre medicin ned i halsen.

Se apotekets video om næsedråber

Næsedråber er gode til mindre børn, som endnu ikke kan bruge en næsespray. Næsedråber bruges typisk mod stoppet næse. I de fleste tilfælde findes de som endosis-beholdere med saltvand. Se her hvordan du bruger næsedråberne korrekt.

Øjendråber

Det er mest behageligt, hvis du først opvarmer øjendråberne mellem dine hænder. Hos små børn er det lettest at give øjendråber, når barnet ligger ned. Større børn kan sidde på en stol, hvor du står bag barnet.

Barnet skal læne hovedet tilbage. Træk det nederste øjenlåg ned, og lad barnet kigge opad. Dråben skal ramme mellem det nederste øjenlåg og øjet. Overskydende væske, der løber ud, tørres af, så det ikke irriterer huden.

Pas på ikke at berøre øjet med spidsen af flasken, så kan bakterier fra øjet overføres til øjendråberne.

Ved øjenbetændelse skal du altid vaske dine hænder før og efter drypning, da øjenbetændelse smitter. 

Hvis det er helt umuligt at give dit barn øjendråber, kan du eventuelt vente, til barnet er faldet i søvn og herefter snige en dråbe i øjet.

Se apotekets video om øjendråber

Hvad enten du har øjenbetændelse, grøn stær eller tørre øjne, er det vigtigt, at du bruger dine øjendråber rigtigt. På den måde får du den største effekt. Øjendråber er sterile, så husk hygiejnen omkring håndvask og øjendråberne, ellers risikerer du at få en infektion.

Øredråber

Opvarm beholderen med øredråberne et kort øjeblik mellem dine hænder eller i lunt vand, inden dråberne gives, så barnet ikke vil føle ubehag ved at få de kolde dråber i ørerne.

Det er bedst at give øredråberne, hvis barnet ligger på siden. Med et par fingre løfter du let op i barnets øvre øre og drypper ind i øregangen imens. Lad det virke lidt. Læg barnet på den modsatte side, hvis det andet øre også skal dryppes.

Se apotekets video om øredråber

Øredråber anvendes typisk mod infektion i øret. Opvarm flasken i hånden, så du ikke får kolde dråber i øret. Husk god hygiejne, da øredråber er sterile og ikke må forurenes med bakterier. Se her hvordan du bruger øredråber.

Stikpiller

Stikpiller (suppositorier) skal så højt op i endetarmen som muligt.

Der kan være lidt spidse flager på stikpillens flade ende, dem kan du forme, så de ikke generer barnet.

Du kan lette indføring af stikpillen, hvis du enten først smører endetarmsåbningen med lidt vaseline eller putter lidt vaseline på spidsen af stikpillen eller dypper den hurtigt i lunkent vand inden indføringen.

Læg barnet på siden med bøjede ben. Stikpillen skal føres ind med den flade ende først, da det generer lukkemusklen mindst muligt, og samtidig er der større chance for at stikpillen bliver siddende.

Klem evt. lidt fast om numsen bagefter, så barnet ikke presser stikpillen ud igen.

Klysma

Varm eventuelt tuben med klysmaet lidt mellem hænderne, så den ikke er for kold. Kom derefter lidt vaseline på studsen, så den ikke føles ubehagelig ved indføring i endetarmen.

Læg barnet på venstre side med bøjede ben. Før forsigtigt tubespidsen op i endetarmen. Til mindre børn må man højst føre den halve tubelængde op i endetarmen.

Pres langsomt alt indholdet ud af tuben. Hold tuben sammenklemt, når du trækker tuben ud.

Lad barnet ligge lidt ned, så indholdet bliver i tarmen så længe som muligt.

Se videoen om korrekt vask af hænder

Det tager kun 15 sekunder! Skyl hænder og håndled - gnid sæben godt ind som vist i videoen - skyl efter med vand.